Behandling af teenagere
Teenageårene er en periode med hurtig vækst og udvikling både fysisk og mentalt. Udviklingen går i indimellem så hurtigt, at det for nogle unge kan være svært at følge med forandringerne. Mange teenagere oplever i denne periode bl.a. smerter, muskelspændinger og generelt svært ved at føle sig til rette i deres krop. Samtidig registrerer og reagerer kroppen på alle de oplevelser og følelsesmæssige udfordringer, som teenageren står over for og det kan komme til udtryk som fysisk ubehag.
Vi fokuserer på at optimere kroppens funktion ved at hjælpe med at korrigere ubalancer i muskler og led og dermed bidrage til at lindre smerte, forbedre holdningen, forebygge skader, fremme en sund vækst og i det hele taget give mere ro i krop og sind.
Stresshåndtering
Et øget pres fra omverden fx i forbindelse med skolearbejde og sociale relationer, kombineret med den fysiske vækst, kan for nogle teenagere udløse symptomer på stress. Som holistisk kiropraktor arbejder vi i vores behandlinger på at hjælpe med at reducere de muskelspændinger, der ofte er forbundet med stress og angst, og dermed bidrage til en større følelse af afslapning og velvære. Vi vejleder desuden i øvelser -eksempelvis vejrtrækningsøvelser eller andet, der kan være med til at skabe ro, så deres system ikke konstant er på overarbejde.
Forbedret holdning
Teenagere tilbringer ofte meget tid foran skærme – både computerskærme, telefoner og tv. Samtidig med den hurtige vækst, de gennemgår, kan dette føre til en dårlig kropsholdning, som kan resultere i smerter i nakke, skuldre og ryg og hovedpine. Kiropraktisk behandling kan hjælpe med at justere rygsøjlen og afhjælpe muskelspændinger, hvilket kan forbedre holdningen og mindske risikoen for langvarige problemer.
Forebyggelse af skader og optimering af sportspræstationer
Teenagere, der er aktive i sport eller fysisk aktivitet, kan have gavn af kiropraktisk behandling for at forebygge og afhjælpe skader. Behandlingen kan hjælpe med at opretholde balancen i muskler og led, hvilket reducerer risikoen for overbelastningsskader og muskelskader. Studier viser, at når rygsøjlen bevæger sig optimalt, så kan kroppen også bedre fornemme hvordan resten af kroppen fungerer, dvs. hvordan arme og ben bevæger sig. Dette giver en bedre koordination og en bedre aktivering af musklerne og dermed en optimering af fx sportspræstationer.
Tandregulering
Tandregulering påvirker mere end bare tænderne. Når tænderne reguleres, bliver de dynamiske strukturer i både kranie, nakke og kæbe også påvirket. Metallet fra bøjler holder tænder og kæbe fast, på et tidspunkt i livet, hvor kroppen er i stor vækst og har brug for den naturlige bevægelse. Der kan derfor opstå spændinger i nakke og kæbe og hovedpine hvilket påvirker hele kroppens balance. Vi arbejder på at løsne spændinger i nakke- og kæbeområdet, så kroppen lettere kan tilpasse sig forandringerne og dermed øge velværet.